Gode råd til at mødes med folk fra nettet

Det er grænseoverskridende for mange at skulle mødes med folk, som de kun har skrevet med på nettet. Det er dog også det næste naturlige skridt, hvis du gerne vil udvikle din relation til personen. I denne artikel kan du få gode råd til, hvordan du skal håndtere særligt det første møde eller den første date, så den kommer til at gå godt.

online chatDet giver altid sommerfugle i maven og lidt nervøsitet at skulle mødes med en, som du kun har skrevet med på nettet. Hvis du gerne vil være venner eller kærester med folk, er det dog også det naturlige skridt at tage for at finde ud af, om I har noget til fælles, når I sidder over for hinanden i virkeligheden.

Men det er altid en god ide, at du tager dig dine forholdsregler, når du skal mødes med folk, som du har lært at kende på nettet. Det er nemlig nemt at udgive sig for at være en anden på en datingside eller et socialt medie. Det er let at stjæle andres billeder, opdigte et navn og finde på en god baggrundshistorie. Derfor er det først, når du møder nogen i virkeligheden, at du kan begynde at finde ud af, om vedkommende er den, som han eller hun har sagt.

Sådan sikrer du dig, at det første møde går godt

Der er en række ting, du kan gøre for at sikre, at dit første møde med en, du har skrevet med på nettet, bliver en succes, og at de efterfølgende møder også vil blive det. I denne artikel finder du gode råd til:

  • Hvor I skal mødes på første date
  • Hvor langt det første møde skal være
  • Hvordan det første møde kan foregå
  • Hvad du skal gøre, hvis daten ender galt
  • Om det skal være en aktiv date eller ej

Den første date er meget vigtig i forhold til at finde ud af, om den, du har skrevet med, er den, som han eller hun siger. Der er derfor flere råd om denne date.

God ide at mødes et offentligt sted på første date

dateNår du skal mødes med en person fra nettet for første gang, er det altid en god ide, at du mødes med dem på et offentligt sted. Det kan være på en cafe, på en restaurant, i en park eller lignende. Det skal være et sted, hvor der er mange andre mennesker, så du kan føle dig helt tryg. Hvis mødet ikke går som planlagt, vil der altid være nogen, der kan hjælpe dig.

Det er aldrig en god ide, at du inviterer personen fra nettet hjem til dig, eller at du tager hjem til ham eller hende. Hvis I er alene hjemme hos dig, kan det nemt skabe en situation, som du ikke havde regnet med. Hvis du får brug for hjælp, er der heller ingen til at hjælpe dig. Når du ikke har mødt en person endnu, vil det være helt naturligt, at vedkommende ikke kender din adresse. Det kan komme senere.

Nogle synes, det er rart at have en ven eller en veninde med til det første møde eller den første date. Det kan også være en mulighed for dig at overveje det. Du kan eventuelt foreslå ham eller hende, at vedkommende også tager en med. På den måde har I begge en sikkerhed. Alternativt kan du aftale at kunne ringe til en ven eller veninde, hvis det ikke går helt som planlagt.

Det første møde må gerne være kort

Du behøver ikke at tale med folk i timevis for at finde ud af, om du er interesseret i dem. Som regel ved du det allerede efter meget kort tid. Hvis I så har lagt planer for hele aftenen, kan det blive akavet at skulle følge med, selvom du allerede nu ved, at du ikke er interesseret. Det kan derfor være en god ide, at I aftaler, at jeres første møde bliver kort. Det kan for eksempel være en time, hvor I mødes på en cafe og får en kop kaffe eller går en tur.

Når I har afsat kort tid til mødet, slipper du også for at skulle afbryde den på en pinlig eller kikset måde, hvis det viser sig, at du ikke er interesseret alligevel. Det samme gælder naturligvis for din date. Det kan være rart, at du ikke behøver at finde på en dårlig undskyldning for at gå, men at du bare kan sige tak for denne gang, når I har drukket jeres kaffe.

Hvis vedkommende ikke er den, som han eller hun har sagt, bør du selvfølgelig bare gå med det samme. I det tilfælde skylder du ikke vedkommende at blive der længere – lige meget hvor kort eller lang tid, der er tale om.

Sørg for at holde første møde uforpligtende

Når du skal møde en person, som du kun har skrevet med via nettet for første gang, kan det være rart, at I ikke har lagt for mange planer om, hvad I skal, og at der ikke er lagt op til alt for meget. Hvis I har skrevet meget flirtende og seksuelt ladet til hinanden, kan det give nogle forventninger om, at I skal have sex på jeres første date. Det kan gøre daten akavet og anspændt, hvis du faktisk ikke har lyst til det, når det kommer til stykket.

Det kan derfor være en god ide, at du ikke sender frække billeder eller beskeder, inden I har mødt hinanden. På den måde har du ikke lagt op til noget, som du så måske ikke har lyst til, når det kommer til stykket. Det kan være fordi, at du ikke finder personen tiltrækkende i virkeligheden, eller at du faktisk har det bedst med at vente, til du kender personen bedre.

Hvis du vil undgå at lægge op til, at I skal have sex på første date, er det også en god ide at lade være med at mødes sent om aftenen. Selve tidspunktet kan nemlig også være med til at antyde, at der skal ske noget mere mellem jer, end du måske havde forestillet dig. Hvis I mødes om eftermiddagen eller til aftensmad, har du ikke lagt op til noget, som du så ikke har lyst til senere.

Det kan du gøre, hvis det ender galt

Der er flere forskellige måder, som et møde eller en date med en, som du har mødt via nettet, kan gå galt på. Det kan være, at personen ikke er den, som du troede. Det kan også være, at personen har en ide om, at I skal have sex, og at det overhovedet ikke var din plan. Eller det kan være, at du overhovedet ikke er interesseret i vedkommende, men at du har svært ved at komme ud af situationen, uden at det bliver pinligt eller akavet.

Hvis personen ikke er den, som han eller hun sagde på nettet, bør du som sagt gå med det samme. Folk, der ikke tør sige, hvem de er, eller udgiver sig for at være en anden, bør du ikke være sammen med og slet ikke gå på date med. Selvom I måske har skrevet meget sammen, og du måske var meget interesseret i vedkommende, vil du aldrig kunne stole på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert af det, som personen siger.

Hvis den du mødes med begynder at tage på dig, vil kysse dig eller lægger op til, at I skal have sex, uden at du har lyst til det, skal du klart sige fra over for vedkommende. Du skal gøre det klart, at du ikke er interesseret i det. Hvis det fortsætter, bør du påkalde dig andres opmærksomhed og få dem til at hjælpe dig. Hvis du nemt kan komme væk, uden at modparten følger efter dig, bør du gøre det.

Sådan slipper du ud af et akavet møde

Hvis personen, som du mødes med eller er på date med, er megakikset og pinlig, men samtidig også virker enormt interesseret i dig, kan det være svært at få afrundet daten hurtigt, så du kan komme derfra i en fart. Det kan derfor være en god ide, at du har lavet en aftale med en ven eller en veninde om, at du kan sende dem en besked, og at de så ringer dig op og beder dig om at komme, fordi der er sket noget. Det er et gammelt trick. Men det virker stadig.

Er du modig, kan du selvfølgelig bare sige til ham eller hende, som du mødes med eller er på date med, at du ikke er interesseret. Men for de fleste af os kan det være svært. Alternativet til at få en ven eller veninde til at ringe dig op er, at du har nogle gode undskyldninger klar til, hvorfor mødet bør slutte nu. Det kan for eksempel være, at du skal møde tidligt på arbejde næste dag.

Aktiv date eller ej?

aktiv dateLige meget om det er jeres første møde eller den næste ud af en lang række dates, kan det være en god ide, at du overvejer, om I skal på en aktiv date. Når I laver noget sammen, slipper I for at sidde overfor hinanden og kigge på hinanden. Det kan nemt føre til øjeblikke med lang og pinlig tavshed. Det kommer selvfølgelig meget an på, hvilke typer I er, om I skal på en aktiv date eller ej. En aktiv date kan være alt fra, at I går en tur sammen, til at I tager ud at rappelle.

Fordelen ved en aktiv date er, at du kommer til at se nogle andre sider af din date, end hvis I bare sad og talte sammen. Det kan gøre, at du får et andet indtryk af vedkommende. Hvis du lader din date vælge aktiviteten, kan det også være med til at give dig en ide om, hvad han eller hun godt kan lide at lave i sin fritid.

Ulempen kan være, at I måske ikke får talt så meget sammen, som I ellers ville have gjort. Hvis du gerne vil have snakket en masse ting igennem for at finde ud af, om I har det samme syn på familie og politik, er det måske ikke den bedste ide at tage ud at windsurfe sammen. Der kan I vælge noget stille og roligt, hvor der er plads til det.

Er du klar til det første møde?

Nu burde du være blevet klædt bedre på til dit første møde med en af dem, du har mødt på nettet. Du er sikkert spændt på, hvordan det vil gå. Men uanset hvad dine forventninger er, så husk hele tiden at mærke efter, om det her er det rigtige for dig. Din første indskydelse vil oftest vise sig altid at være den rigtige.