Myter og realiteter



En myte er en opdigtet fortælling, der helt eller delvis mangler virkelighedsgrundlag

Myter om voldtægt er farlige fordi mange mennesker tror på dem og dømmer andre på forhånd.

Her er nogle af de mest almindelige myter sammenholdt med realiteterne.

Det er udelukkende unge smukke kvinder,
som bliver voldtaget

Alle mennesker kan blive udsat for voldtægt og seksuelle overgreb.

Voldtægt er, når en kvinde overfaldes på et offentligt sted af en fremmed mand

Ja, det er én form for voldtægt, men det er også voldtægt, hvis overgrebet finder sted et privat sted, og hvis parterne kender hinanden.

Det er mindre alvorligt at blive voldtaget af en, man kender

At blive voldtaget handler om at blive tvunget til noget, man ikke har lyst til, med vold eller trusler. At blive voldtaget er lige rædselsfuldt, uanset om du kender manden eller ej! Nogle kvinder finder det værre, da de oveni krænkelsen oplever tillidsbrud.

Ingen kan voldtages mod sin vilje

Voldtægt sker altid mod ofrets vilje - ellers er det ikke voldtægt.

Alle kvinder drømmer inderst inde om at blive voldtaget

Intet menneske ønsker at blive voldtaget. Nogen mennesker vil gerne tages seksuelt, men det er en absolut forudsætning, at man selv bestemmer, hvem man tages af, hvor, hvornår og hvordan. - Og dét er ikke voldtægt.

Et nej er ikke ment som et nej - kvinder skal overtales, og modstand er blot en del af spillet

Hvis det er en del af jeres spil, at et nej ikke betyder nej, så aftal et andet kodeord for det samme! For alle andre betyder et nej NEJ - og det gælder uanset hvornår du får det.

Når en mand bliver tilstrækkelig seksuelt ophidset, er det ikke muligt for ham at styre denne lyst

Selvfølgelig formår mænd at styre deres lyster - men er det for svært, kan det klares med et selvbetjent håndjob. Seksuel lyst skal være nydelse - den må aldrig bruges til at straffe andre.

Det er kun psykopater som voldtager

De færreste mænd opfatter sig selv som potentielle gerningsmænd, men det er en forhastet konklusion at dømme alle gerningsmænd som psykopater. Nogle mænd er meget sårbare og bliver aggressive, når de møder modgang, og handler pr. impuls frem for at tænke sig om. Nogle mænd har en meget lille evne til medfølelse, og forstår ikke en afvisning - slet ikke, hvis de er meget påvirkede af rusmidler.

Politiet får mange falske anmeldelser om voldtægt

Politiet får falske anmeldelser inden for alle former for kriminalitet. Af de voldtægter og voldtægtsforsøg der anmeldes er ca. 5% falske. Det er ikke mange, når man sammenligner med falske anmeldelser af anden kriminalitet.