Hvad skal jeg gøre ?
Når det handler om dig selv
Jeg er bange for at blive voldtaget
Jeg bliver udsat for overgreb
Jeg er blevet voldtaget
Jeg fantaserer om voldtægt
Jeg overtræder andres grænser
Når det handler om andre
Jeg er vidne til en voldtægt
Jeg er bekymret for, at mit barn kan blive voldtaget
Jeg er bekymret for om en jeg kender er blevet voldtaget
Mit barn / min kæreste / min veninde er blevet voldtaget
Til dig der er lærer eller pædagog
Der er problemer i klassen
Der er problemer i klubben / ungdomsuddannelsen / arbejdet eller lignende steder
Jeg er bange for at blive voldtaget Ofte forestiller vi os, at risikoen for at blive voldtaget er større, end den i virkeligheden er. Derfor bekymrer vi os ofte unødigt.
Der er forskel på om du er bange, fordi du har læst historier om voldtægter i aviserne, fordi du kender én som er blevet voldtaget, eller fordi du selv føler dig udsat.
Læg mærke til hvad det er, der gør dig bange - og hvorfor? Snak med folk, du føler dig tryg ved. Måske kan I sammen finde løsninger på problemerne.
På denne hjemmeside finder du oplysninger om seksuelle overgreb og gode råd om forebyggelse. Måske kan det gøre dig mere tryg, hvis du på forhånd har gennemtænkt, hvad du vil gøre hvis du udsættes for det, du frygter.
(Se "Gode råd", "Voldtægt", "Undervisning" samt "Links adr. tlf.").
Jeg bliver udsat for overgreb
Uanset hvilken type seksuelt overgreb du udsættes for, er det vigtigt at få gerningsmanden til at indse at han er i færd med at foretage et alvorligt overgreb. Det er den første betingelse for at få ham til at stoppe.
Fortæl ham klart og tydeligt, at han skal stoppe, at du ikke vil være med til det, og at det er voldtægt, hvis han fortsætter mod din vilje. Fortæl det på en måde, så han ikke kan være i tvivl om, at du mener det.
Råb op og bed om hjælp fra andre. Gør fysisk modstand - slå, spark, riv osv. For det første har du gode muligheder for, at han giver op, for det andet hjælper det din sag, når du anmelder voldtægten eller voldtægtsforsøget til politiet.
Flygt så snart du får mulighed for det. Er der tale om gentagne overgreb fra f.eks. din partner, så søg hjælp i et krisecenter.
(Se "Gode råd", "Voldtægt", "Undervisning" samt "Links adr. tlf.").
Jeg er blevet voldtaget
Tag hurtigst muligt til nærmeste Center for Voldtægtsofre, eller henvend dig til politi, skadestue eller din egen læge.
Du skal ikke smide tøj væk, gå i bad, rydde op eller gøre rent (hvis det er foregået hjemme) selvom det, du sikkert har allermest har lyst til er at "blive ren" hurtigst muligt. Men når sagen skal efterforskes, kan vigtige spor og beviser gå tabt på denne måde.
Desuden anbefaler vi, at du taler forløbet igennem med en psykolog og måske med andre voldtægtsofre; kontakt Joan-Søstrene eller Offerrådgivningen. Fortæl dine nærmeste/dem du stoler på, hvad der er sket.
(Se "Voldtægt", "Links adr. tlf.").
Jeg fantaserer om voldtægt Selvom du vågner med drømme om voldtægtslignende sex, er du ikke unormal. Dét du drømmer om er ikke voldtægt. At udleve sine fantasier i drømme kan være meget sundt, men husk: Det er ikke det samme som at gøre det i virkeligheden!
(Se "Undervisning" samt "Links adr. tlf.")
Jeg overtræder andres grænser Hvis du selv kan se, at din adfærd overskrider andres grænser, er du kommet et langt stykke hen ad vejen, for det er ikke alle, som kan eller vil erkende det. Næste skridt for at ændre din adfærd er at finde ud af, hvorfor du opfører dig, som du gør.
Er du i tvivl om, hvor grænserne går, så spørg. Mange krænkere har selv været ofre for overgreb, og måske er det også tilfældet for dig. Derfor er det vigtigt for dig at tale med nogen om det, så se på "Links, adr. & tlf.nr.". Her er der henvisninger til steder, hvor du kan søge hjælp. Eller tjek undervisningsmaterialet på denne hjemmeside du vil helt sikkert kunne lære noget.
Det gør ondt at få afslag. Hvis din selvtillid er lille, gør det ekstra ondt. Prøv at finde selvtilliden andre steder. Foretag dig noget du er god til og kan lide at beskæftige dig med.
Bliver du aggressiv må du komme af med aggressionerne på en god måde. Rent fysisk kan det hjælpe at skrige, slå på en boksebold eller lignende.
(Se "Gode råd", "Undervisningsmateriale", samt "Links adr. tlf.").
Jeg er vidne til en voldtægt
Hvis du er vidne til et seksuelt overgreb, skal du forsøge at forhindre eller stoppe det. Hvordan du bedst gør det, kommer an på situationen.
Fjern gerningsmanden fra ofret, hvis du er fysisk overlegen, eller hvis I er flere sammen.
Hvis du kender gerningsmanden, så prøv at tale ham til fornuft.
Råb op og tilkald andre, det vil forskrække de fleste.
Ring efter politiet og stil op som vidne.
(Se "Links adr. tlf.").
Jeg er bekymret for, at mit barn kan blive voldtaget
Som forælder er du ikke alene med dine bekymringer. Tag emnet op på et forældremøde på skolen og læg op til, at jeres børn lærer at passe på sig selv og på hinanden. Undervisningsmaterialet her på hjemmesiden er netop udformet til dette formål.
(Se "Undervisning" og "Voldtægt").
Jeg er bekymret for, om en jeg kender er blevet voldtaget
Hvis din bekymring er så håndgribelig, er det som regel fordi du reagerer på nogle signaler fra den, du bekymrer dig for. Mennesker reagerer forskelligt på seksuelle overgreb, men der er nogle typiske reaktionsmønstre, du kan holde øje med, som typisk drejer sig om ændringer i adfærd. (Bog: Overgreb mod børn, Det Kriminalpræventive Råd, s. 76 - Klik her).
Fortæl den det handler om, at du har lagt mærke til ændringerne, at du er bekymret, og at du gerne vil tale om det. Hvis hun/han ikke vil tale med dig om det, så få vedkommende til at tale med en anden.
(Se "Vi skal tale om det" - litteraturlisten, samt "Links adr. tlf.").
Mit barn / min kæreste / min veninde er blevet voldtaget
Noget så alvorligt som en voldtægt rammer ikke kun offer og gerningsmand. Som pårørende bliver du også påvirket og må forberede dig på at gå en hård tid i møde. Naturligvis reagerer voldtægtsofre forskelligt, men mange oplever at blive usikre på sig selv og på deres omgivelser. Som pårørende er det bedste du kan gøre, at være lydhør og forstående. Tal om det og accepter mere fra vedkommende, end du normalt ville gøre.
(Se "Voldtægt", "Litteratur" samt "Links adr. tlf.").
Der er problemer i klassen
Det er kun naturligt, at der opstår problemer med hensyn til seksualiteten i løbet af den udvikling, der gør børn til unge. Undervisningsmaterialet her på hjemmesiden er tænkt som en hjælp til at arbejde med tingene og til at forebygge problemer, som i værste fald kan føre til seksuelle overgreb. Selvom der allerede er opstået problemer omkring overskridelse af seksuelle grænser, er det ikke for sent. Brug undervisningsmaterialet til at tage emnet op i klassen og tag eventuelt udgangspunkt i det opståede problem. Du kan supplere med nogle af de andre materialer, der er henvisninger til.
(Se "Undervisning").
Der er problemer i klubben/ungdomsuddannelsen/arbejdet eller lignende Måske viser problemerne sig ikke i skolen, men f. eks. i klubben, eller på ungdomsuddannelsen. Du kan benytte undervisningsmaterialet ligemeget hvor problemerne opstår. Men da materialet lægger op til, at deltagerne er samlet under et helt forløb, kan det være vanskeligt at gennemføre i nogle sammenhænge. I så fald vil vi råde til, at man selv navigerer rundt på hjemmesiden. På startsiden ligger forskellige emner, spørgsmål og svar m.m. særligt for dem, der ikke får undervisningen serveret.
(Se "Undervisning" samt højre del af startsiden).
|







|