Ved voldtægt

Reaktioner
Følgevirkninger
Hvordan anmelder man voldtægt?
Lægeundersøgelse - sporsikring
Dom i retten - afgørelse


Reaktioner

Når et menneske føler sig truet vil det typisk reagere på en af følgende måder: Flugt, kamp eller passivitet. Dette gælder også for voldtægtsofre. Reaktionerne kan være velovervejede, det vil sige, at kvinden vurderer, at i denne situation er min bedste mulighed for at slippe fra dette med færrest mén, at reagere som hun så vælger at gøre. Men reaktionerne kan også være instinktive.





Flugt: Typisk vil en kvinde forsøge at tale sig ud af en situation, og hvis det ikke hjælper, vil hun søge at komme væk. Det er en meget fornuftig reaktion: De fleste mænd vil forstå, at hun ikke er interesseret og stoppe dér. Hvis hun tilgengæld vurderer at han ikke kan tales til fornuft er det klogt at komme hurtigst muligt væk - også selv om hun finder det urimeligt at skulle flygte.

Kamp: At gøre modstand, så han ikke er i tvivl om at hun ikke er interesseret er også en fornuftig løsning. Desuden hjælper det hendes sag, hvis det alligevel går galt. Kamp er et meget virksomt middel - mange kvinder har undgået en voldtægt ved at gøre fysisk modstand og/eller råbe op. Desværre hører vi oftere i pressen om de gange, det er gået galt for kvinder, der har gjort modstand, succeshistorier om kvinder som har undgået en voldtægt hører vi sjældent. Det er da også vigtigt i situationen at vurdere, om det er for farligt, det kan det f.eks. være, hvis gerningsmanden er bevæbnet. Endelig føler kvinder, som har gjort modstand ofte større selvværd bagefter, end de, som ikke gjorde modstand.

Passivitet: Passivitet kan være en rationel overvejelse i en meget farlig situation, hvor man føler sig overmandet, men oftest er det en automatisk kropslig reaktion. Mange kvinder har efterfølgende fortalt, at de følte sig lammede af skræk - at de havde en fornemmelse af, at hoved og krop var adskilt, på en måde så de slet ikke følte sig til stede under overgrebet - det er det man kalder dissociation. Denne reaktion kan være svær at forholde sig til, når man ikke har været i den selv, og den stiller kvinden i en svær situation efterfølgende: Hun kan ikke bevise at have gjort modstand, og endnu værre kan der opstå følelser af skyld, utilstrækkelighed og selvbebrejdelse. Ud over den biologiske er den sociale forklaring på passiviteten, at de fleste piger slet ikke er opdraget til at slå fra sig, de føler sig hjælpeløse i situationen.

Følgevirkninger

De fleste, som har været udsat for en voldtægt, får efterfølgende problemer. Under voldtægten er dødsangst almindelig og efter overgrebet følger ofte choktilstand. En voldtægt kan være en så traumatisk oplevelse, at der udvikles posttraumatiske stressforstyrrelser, snarere end personlig krise. Reaktionerne kan være forskellige, men det er vigtigt at holde øje med følgende symptomer:




Koncentrationsbesvær,
konstant dårligt humør eller voldsomme humørsvingninger,
hyperaktiv eller apatisk,
irritabilitet og anspændthed,
tilbøjelighed til at fare sammen,
søvnløshed, mareridt og flash-backs af overgrebet,
undgår bevidst oplevelser, der kan minde om traumet,
følelsesmæssig isolering, ligeglad med omgivelserne,
nedsat lyst til følelsesmæssigt og seksuelt engagement,
manglende livslyst,
angst og depression, ofte med selvmordstanker.


Det er vigtigt, at voldtægtsofret ikke bare får behandlet sine fysiske sår, men også de psykiske. Mange har haft gavn af psykologhjælp, både individuelt og i grupper, men fra pårørende er der også brug for ekstra stabilitet, forståelse og opbakning: Ofret har brug for tryghed, også selv om hun måske giver udtryk for at have det ok.

Mennesker reagerer naturligvis ikke ens, hverken under eller efter et overgreb. Og de færreste bryder sig vel om at blive fastholdt i en offerrolle. Men det er vigtigt at vide, at der er hjælp at hente, og at man selv kan være mere eller mindre aktiv i denne proces. Udover læge og psykolog kan man få brug for at konsultere en socialrådgiver, hvis det er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Nogle ofre har også haft gavn af at konfrontere gerningsmanden ved efterfølgende mægling.


Hvordan anmelder man voldtægt?

Den mest almindelige reaktion efter en voldtægt er at gå hjem i bad og smide tøjet langt væk. Det er meget forståeligt og også naturligt at have lyst til at vaske "den beskidte fornemmelse" af sig.

Men det mest fornuftige man kan gøre, er at henvende sig direkte på nærmeste voldtægtscenter for at få hjælp. De er professionelle på dette område og ved alt om hvad der skal gøres, både i forhold til sporsikring og politianmeldelse, akut og videre behandling. Alternativt kan man gå direkte til politiet eller ringe efter dem.

I begge tilfælde kan det være en god ide at tage en bisidder med, det kan være en veninde eller et familiemedlem, som man føler sig tryg ved. Det kan være en støtte i en situation, hvor man måske ikke har så meget lyst til udelukkende at være omgivet af folk, man ikke kender. Desuden kan det efterfølgende være en hjælp, for det kan være svært at huske alt hvad der er blevet sagt.



Til politiafhøringen bliver man tilbudt en bistandsadvokat; det er en advokat betalt af det offentlige. Advokaternes opgave er at støtte forurettede ved afhøring, både hos politiet og i retten og ved opgørelse af eventuelle erstatningskrav.

Politiafhøringen opfattes af mange som meget ubehagelig - som om politiet ikke tror på, hvad der bliver fortalt. De spørger om de samme ting igen og igen og om detaljer, som kan være ubehagelige, men det er deres job at få så klart et billede som muligt af, hvad der er sket til en eventuel senere retssag. Man behøver ikke at fortælle om hvad som helst, og her kan bistandsadvokaten være til hjælp, for han/hun ved, hvor grænsen går.

Lægeundersøgelse - sporsikring

Lægeundersøgelsen er dels for ofrets egen skyld. Den skal foretages hurtigst muligt, for at man kan komme i behandling for eventuelle fysiske skader og overførte sygdomme. En anden alvorlig fysisk følge kan være, at ofret er blevet gravid ved voldtægten, og da de færreste kvinder ønsker sig en sådan graviditet, benyttes fortrydelsespiller. De fleste vælger at få en abort, hvis de er blevet gravide, men det er op til den enkelte kvinde at vurdere hvad der er rigtigt for hende. Senere undersøges ofret igen, for sygdomme som ikke kan registreres med det samme.

Men lægeundersøgelsen er også vigtig for at få sikret de spor, som gerningsmanden har efterladt på og i ofret. Det kan ud over slag, stik, kvælningsmærker o.lign. også være sæd, hår og hudafskrab (under ofrets negle f.eks.). Disse spor skal bruges i en evt. senere retssag.




Når lægeundersøgelse og sporsikring foretages på et af landets voldtægtscentre, gemmes journalen i tre måneder. Der er således beviser for ofrets tilstand umiddelbart efter overgrebet, selv om hun først ønsker at anmelde sagen efter nogen tid. Det kan nemlig synes fuldstændig uoverskueligt umiddelbart efter et overgreb.

Det er også muligt at opsøge egen læge, hvis man foretrækker det. Lægen kan ikke foretage sporsikring, hvis der er gået for lang tid efter voldtægten, men kan f.eks. hjælpe med henvisning til psykologhjælp. Ligesom voldtægtscentrene har også de privatpraktiserende læger tavshedspligt.

Hvorvidt man ønsker at anmelde sagen eller ej, er op til den enkelte. Det er for de fleste en hård proces, som måske ikke engang fører til retssag og erstatning. Men for de fleste kvinder er det vigtigt for selvværdet - det kan anses som en del af den psykologiske behandling at få fortalt, at hun ikke vil finde sig i den behandling, hun har været udsat for. Desuden er det vigtigt at få fat i gerningsmanden for at forhindre gentagelser.

Dom i retten - afgørelse

Selv om sagen er anmeldt, er det ikke sikkert den kommer for retten. Statsadvokaten tager ud fra politiets rapporter stilling til, om der skal rejses tiltale mod manden eller ej.



En del sager bliver henlagt på bevisets stilling, fordi det vurderes, at der ikke er beviser nok til at få manden dømt. Det betyder til gengæld, at når sagen kommer for retten, "vindes" langt de fleste af anklageren, dvs. at ofret føler det, som om hun vinder sagen.

Har statsadvokaten afgjort, at sagen ikke skal for retten, kan man inden for to måneder klage til rigsadvokaten over denne afgørelse. Men mange vælger at lade være, idet de ikke ønsker at gennemgå en retssag, som de ikke regner med at kunne vinde.